Kultur og samfund stiller nye krav til, hvad vi skal vide og kunne. Det er didaktikkens opgave at transformere disse krav til faglig praksis på fx professionshøjskolerne. At imødegå disse krav indebærer refleksioner over nye læringsformer og metoder, der integrerer områderne adgang, forståelse og produktion.
Produktion forstået som fx vidensdeling, kommunikation, indholdsproduktion, networking og samarbejde
Rambøll 2006;40 peger med udgangspunkt i den danske folkeskole på, at når effekten af it i den danske folkeskole er så begrænset, kan det hænge sammen med at kun få lærere anvender it til at introducere nye læringsmetoder, hvor eleverne er aktive producenter af viden.
Samme undersøgelse viser, at hvis lærerne anvender it, gør de det overvejende med det formål at understøtte traditionelle undervisnings og læringsmetoder.
Hvis vi som undervisere, skal tilbyde en tidssvarende og konvergerende pædagogisk ramme på fx profesions højskolerne, så indebærer det, at vi formår at forholde os fleksibelt og dynamisk til de digitale mulighedshorisonter – at vi tør åbne øjnene for, at der med de digitale medier åbnes for en nedbrydning af klasseværelses rammer.
De studerende har adgang til information fra hele verden, og kommunikerer med hvem som helst når som helst – og som underviser skal kommunikationen faciliteres – men de digitale platforme ændrer også hele præmissen, for typer af samarbejder og læringsmåder. Hvis vi tør åbne op – nærmer vi os en måde at lære på, som afspejler måden børn og unge lærer på i fritidens digitale netværk og fællesskaber.
Jessen 2005 argumenterer for, at fritidens mediebrug repræsenterer en anden verden, med andre muligheder og andre krav til færdigheder og kompetencer, end dem børn og unge normalt møder i skolen.
Han påpeger at lære og dannelsesprocesser, der finder sted i forbindelse med fritidens mediebrug ofte opfattes, som en modsætning til det der er en uddannelsesmæssig opgave. Hans pointe er, at denne modsætning ikke er konstruktiv, og at der er behov for at genoverveje hvad uddannelse er, og skal være fremadrettet.
”Youths participation in this networked world suggests new ways of thinking about the role of education. What would it mean to really exploit the potential of the learning opportunities available through online ressources and networks?
Rather than assuming that education is primarily about preparing for jobs and careers, what would it mean to think of it as a process guiding youths participation in public life more generally?”
Ovenfor forstås uddannelse ikke bare som kompetence, men også som dannelse og medborgerskab.
Digital kompetence skabes i den brede brobygning mellem formel og uformel læring – mellem institutioner og fritid.( Nyboe 2014)
En konvergerende mediepædagogik, anskuer fritidens viden og kunnen, som felter til udbygning og kompetenceudvikling. (Nyboe 2014)Så langt var jeg med – da jeg tilrettelagde min undervisning med inddragelsen af bloggen, og jeg har sammen med de studerende, nærmet mig en forståelse af dens potentiale.
Et potentiale der ligger i forlængelse af ovenstående forskeres argumentation, men jeg har også måttet erkende, at jeg langt fra er kommet i mål, og at jeg skal arbejde meget mere på, at få indbygget en konvergerende mediepædagogik i min planlægning, udførelse og evaluering af kommende undervisning.
Først og fremmest har det været en øjenåbner for mig, at invitere fritidens mediebrug velkommen som kvalificeret medspiller i klasserummet med en åbenlys anerkendelse af dets læringspotentialer.
referencer
1.Carsten Jessen ” læring med digitale medier i fritiden” i CP Larsen “Medier og medieundervisning” Gyldendal 2005
2.Rambøll “Elearning nordic”. 2006
3.Lotte Nyboe ” Digital dannelse” Frydenlund 2014
lulusblogsite 