Her det opsumerende indlæg i forbindelse med afslutningen af kernemodul 1 på MIL: Bloggen som netværksgenererende vidensværksted

Så er tiden kommet til at skrive et opsummerende indlæg om bloggen som læringsplatform og her har jeg hentet inspiration fra flere af mine dygtige medstuderende, der har bidraget med at gøre mig opmærksom på Connectivism –

Min refleksion over oplevelsen af dette modul er modsætningsfyldt. På den ene side oplever jeg det givende. Det har givet mig et fagligt kick i forhold til i langt højere grad at tænke IKT og læring ind i min undervisning, min introduktion af bloggen som online læringsværksted iforhold til mine studerende, har som i har kunnet læse, været blandet

Opmærksomheden på Læringsteorien connectivism har givet mig et sprog for den proces, jeg og mine studerende har påbegyndt  i forhold til at tage hul på en online læreproces.Connectivism har sit fokus rettet mod netværk i den digitale tidsalder. Den digitale tidsalder har ifølge connectivism forandret vores måde at leve på og dermed også at lære på (Siemens G 2004).

Udgangspunktet i connectivism er, at læring ofte foregår bag om ryggen på os, som en del af det at være menneske og at læring, som det nye, sker uden for mennesket, hvor viden opbevares og håndteres via teknologi, som fx i en database eller via netværk. (forbindelser mellem mennesker)

Kompetencen til at kunne lære nyt eller lære det nødvendige er derfor afgørende i vidensamfundet.

I vidensamfundet er viden kontinuerlig udvikling og forandring, hvilket har som konsekvens at vi ikke længere har mulighed for at opnå personlig erfaring med alt, en konsekvens heraf er derfor ifølge teorien connectivsm, at vi derfor nødvendigvis må etablere kompetence via connections.

Connectivism kan, som jeg forstår det defineres som et cyklus, hvor individet bringer viden til netværket, som igen gennem de øvrige individer fremkommer med ny viden – netværket og de iboende forbindelser skaber grobund for at individer på individ niveau, kan være ajour med den gældende viden i videns samfundet.

Bloggen som læringsværksted, er en af mange måder at arbejde på at videreudvikle de studerendes kompetencer, i forhold til at begå sig i det digitaliserede vidensamfund. Bloggen rummer umiddelbart uanede muligheder for udfoldelsen af connectivism, og forløbet her har åbnet mine øjne og min nysgerrighed for sammen med kollegaer og studerende at arbejde videre med at udforske disse muligheder.

Digital kompetence skabes i den brede brobygning mellem formel og uformel læring – mellem institutioner og fritid.

Kultur og samfund stiller nye krav til, hvad vi skal vide og kunne. Det er didaktikkens opgave at transformere disse krav til faglig praksis på fx professionshøjskolerne. At imødegå disse krav indebærer refleksioner over nye læringsformer og metoder, der integrerer områderne adgang, forståelse og produktion.

Produktion forstået som fx vidensdeling, kommunikation, indholdsproduktion, networking og samarbejde

Rambøll 2006;40 peger med udgangspunkt i den danske folkeskole på, at når effekten af it i den danske folkeskole er så begrænset, kan det hænge sammen med at kun få lærere anvender it til at introducere nye læringsmetoder, hvor eleverne er aktive producenter af viden.

Samme undersøgelse viser, at hvis lærerne anvender it, gør de det overvejende med det formål at understøtte traditionelle undervisnings og læringsmetoder.

Hvis vi som undervisere, skal tilbyde en tidssvarende og konvergerende pædagogisk ramme på fx profesions højskolerne,  så indebærer det, at vi formår at forholde os fleksibelt og dynamisk til de digitale mulighedshorisonter – at vi tør åbne øjnene for, at der med de digitale medier åbnes for en nedbrydning af klasseværelses rammer.

De studerende har adgang til information fra hele verden, og kommunikerer med hvem som helst når som helst – og som underviser skal kommunikationen faciliteres – men de digitale platforme ændrer også hele præmissen, for typer af samarbejder og læringsmåder. Hvis vi tør åbne op – nærmer vi os en måde at lære på, som afspejler måden børn og unge lærer på i fritidens digitale netværk og fællesskaber.

Jessen 2005 argumenterer for, at fritidens mediebrug repræsenterer en anden verden, med andre muligheder og andre krav til færdigheder og kompetencer, end dem børn og unge normalt møder i skolen.

Han påpeger at lære og dannelsesprocesser, der finder sted i forbindelse med fritidens mediebrug ofte opfattes, som en modsætning til det der er en uddannelsesmæssig opgave. Hans pointe er, at denne modsætning ikke er konstruktiv, og at der er behov for at genoverveje hvad uddannelse er, og skal være fremadrettet.

”Youths participation in this networked world suggests new ways of thinking about the role of education. What would it mean to really exploit the potential of the learning opportunities available through online ressources and networks?

Rather than assuming that education is primarily about preparing for jobs and careers, what would it mean to think of it as a process guiding youths participation in public life more generally?”

Ovenfor forstås uddannelse ikke bare som kompetence, men også som dannelse og medborgerskab.

Digital kompetence skabes i den brede brobygning mellem formel og uformel læring – mellem institutioner og fritid.( Nyboe 2014)

En konvergerende mediepædagogik, anskuer  fritidens viden og kunnen, som felter til udbygning og kompetenceudvikling. (Nyboe 2014)Så langt var jeg med – da jeg tilrettelagde min undervisning med inddragelsen af bloggen, og jeg har sammen med de studerende, nærmet mig en forståelse af dens potentiale.

Et potentiale der ligger i forlængelse af ovenstående forskeres argumentation, men jeg har også måttet erkende, at jeg langt fra er kommet i mål, og at jeg skal arbejde meget mere på, at få indbygget en konvergerende mediepædagogik i min planlægning, udførelse og evaluering af kommende undervisning.

Først og fremmest har det været en øjenåbner for mig, at invitere fritidens mediebrug velkommen som kvalificeret medspiller i klasserummet med en åbenlys anerkendelse af dets læringspotentialer.

referencer

1.Carsten Jessen ” læring med digitale medier i fritiden” i CP Larsen “Medier og medieundervisning” Gyldendal 2005

2.Rambøll “Elearning nordic”. 2006

3.Lotte Nyboe ” Digital dannelse” Frydenlund 2014

Det flerstemmige klasserum

I dialog med mine studerende, fik jeg afdækket ,at der hvor de umiddelbart så det største potentiale i bloggen, i lige netop intromodulet, var i dets indbyggede muligheder for at gøre klasserummet mere flerstemmet – det at der var muligheder for flere dialoger på samme tid, og at alle kunne gøre sig gældende i mange dialoger på samme tid, blev defineret som  uafdækket potentiale- som vi ønsker at forsøge os med.

Der var hos de studerende et ønske om at det i starten forløb i det fysiske klasserum – men de er åbne for at det også kan være en måde at holde studieaktivitetsmodellens andre kategorier i hævd også 
Hvad er et flerstemmigt klasserum?
Da den norske lærings- og klasserumsforsker Olga Dysthe i begyndelsen af 1990’erne ville undersøge skrivningens betydning for elevernes læring, satte hun sig først i elevernes sted. Som en skygge fulgte hun en elev gennem en hel uge, og den oplevelse ændrede hendes forskningsprojekt. Hun erfarede, hvor utrolig slidsomt og passiviserende det er at være elev, og derefter blev ‘skrivning for at lære’ ikke hovedsagen, men et blandt flere pædagogiske midler på vejen til det, som hun nu brændte for: At forvandle det monologiske klasserum til et flerstemmigt.
I det monologiske klasserum har læreren kontrollen over ordet. Læreren taler hovedparten af tiden, og undervisningens formål er at formidle, reproducere og teste kundskaber.
På bloggen som platform for dialog, skabes viden i dialogen mellem underviseren og studerende, og studerende indbyrdes.

De studerendes stemmer fylder mere end min som underviser, og de tilegner sig ny indsigt ved hele tiden at forholde sig til hinandens og mine (underviserens) udsagn og synspunkter.

Dysthe siger om det dialogiske klasserum:
I det dialogiske klasserum eksisterer kundskaberne ikke forud for timen. De skabes i dialogen mellem lærerne og eleverne og eleverne indbyrdes. Elevernes stemmer fylder mere end lærerens, og de tilegner sig ny indsigt ved hele tiden at forholde sig til hinandens og lærernes udsagn og synspunkter.
Så min arbejdssætning er i tråd med Dysthe:
Hvordan kan man som underviser etablere et flerstemmigt klasserum og dermed sikre de studerende et højt læringspotentiale?
Vi er ikke så langt endnu i forhold til at opdage bloggens potentiale som dialogisk forum, men vi er på vej, nedenstående er et lille bid ag den dialog mine studerende har haft gang i.

—————————————————————————————-

I folkeskolen skal man være mega gode til dansk og matematik. Nu er det 80% af eleverne, men næste år skal det var 90%, og året efter skal det være 100% !! Vi uddanner den nye elite. Alt skal gå op i tests og resultater, for vi ved alle sammen at tests og karakterer siger alt om en person.
Ej, okay lad os lige tage en break. Hvad er målet med den nye skolereform egentlig? Vil vi have den bedste score i de nationale tests, eller vil vi danne unge mennesker med egne meninger og holdninger? I realiteten vil vi nok begge dele, men samfundet er vel egentlig bygget op sådan at alt helst skal kunne måles og sættes op i fine lagkagediagrammer hvor det helst skal være et kæmpe stykke lavet af små genier. Man kan ikke måle på trivsel, social velfærd og den enkeltes identitetsdannelse i skolen, så på et eller andet plan bliver det vel tallene og diagrammerne som er i fokus…
Om det i virkeligheden forholder sig helt sådan, kan selvfølgelig diskuteres. Alle forandringer der bliver foretaget, for eksempel indførelsen af en ny skolereform, bliver foretaget fordi man gerne vil gøre tingene bedre en de allerede er – eller ikke er.
Nu lader vi bare som om at de i sidste ende handler om udelukkende statistikker. Hvem har så ansvaret? Er det læreren? Forældrene? Eleven selv? Hvad hvis vi siger at det bare er læreren. Hvis det er tilfældet så fungere heldagsskolen super godt! Men… vil forældrene ikke også gerne vide lidt om hvad der sker?
Der er så mange ting der skal tages i betragtning hele tiden. Og sådan som det ser ud, må man næsten forvente at der bliver lavet om på tingene fra politisk side maaaaaange gange, før vi når et endeligt der fungerer optimalt. Så som lærerstuderende kan man nok godt regne med at skulle korrigere sin viden og sin forståelse en del gange de næste par år og også sætte sig ind i en masse nye spændende ting. Og når vi endelig er færdige her om 4 små år, så er der forhåbentlig styr på det hele 😀
Hvorfor er en resultatorienteret folkeskole ikke nødvendigvis en god folkeskole?
Hvorfor er der ikke kun én person der har ansvaret for elevernes læring og udvikling?
Kan man på nogle måder sige at den nye reform har været et forsøg på at reparere på noget der ikke var gået i stykker? Hvorfor? Hvorfor ikke?
Læs mere på:
http://teachersforever.tumblr.com/post/130130891063/folkeskolereformen#notes

”Bloggen som redskab kunne godt bruges mere konstruktivt ”

Ovenstående citat er hentet fra en studerendes udsagn fra den fortløbende evaluering, vi har på intromodulet på læreruddannelsen ” at lære at blive lærer” svaret kom på evaluerings rubrikken ”gode ideer til den fremtidige undervisning”.

Den studerende gik selv videre, og påpegede det åbenlyse, at bloggen kan meget mere end det jeg som underviser har lagt op til pt.

Jeg har startet blidt op, og forsøgt at gøre de studerende trygge ved platformen, ved at bede dem om at poste indlæg i forbindelse med små summe opgaver mm.

Og så må jeg indrømme, har det været ud fra forståelsen, at min introduktion af bloggen ikke måtte ” stjæle” for megen tid fra undervisningen.

Derefter var jeg begyndt, at bede dem om at åbne op for refleksion og dialog ved at afslutte indlæggende med spørgsmål, og ”undringer”, de ønskede deres medstuderendes perspektiver på.

Kort sagt, jeg var faldet lidt i fælden, og opfattede bloggen som online dialog, underlagt de samme grundlæggende kommunikative betingelser, som er gældende for interaktion og kommunikative handlinger i et reelt, og mundtligt univers. (Sørensen 2000;241).

Det som mine studerende fortalte mig var, at den udvikling som web 2.0 er udtryk for, og som de studerende anvender i deres fritid, også har nye og iboende potentialer for didaktisk design, hvis man som underviser tør tænke ud af boksen.

Sørensen Audon og Levinsen 2014;46 argumenterer for at den didaktiske udfordring består i, at eleverne lærer at tackle mødet med det fremmede, skifte perspektiv og se, hvordan deres egne fortællinger skabes i konfrontation med andre.

Mine egne barrierer om at brugen af bloggen ikke måtte stjæle for megen tid fra anden undervisning, hentede jeg især hos Qvortrup og Hermansen 2008, der argumenterer for at it-relaterede færdigheder og kompetencer hos elever og studerende er svagt definerede og forholdsvis uafklarede som konsekvens af vidensamfundets fluiditet og konstante foranderlighed.

Forskningen rejser spørgsmålet, om de studerende er i stand til at forholde sig kritisk om den information, de surfer i og finder frem. It kundskaber og definitionen af disse er samtidig i forskningen, blevet udvidet med et kognitivt aspekt, der omfatter it-brugerens evne til at fortolke de digitale mediers multimodale repræsentationer og komplekse interaktionsformer, altså en aktualisering af multimodale kompetencer.

( Tyner 1998;Jewitt og Kress 2003;Erstad 2005 in Sørensen, Audon og Levinsen 2014;47)

It relaterede kompetencer udfordres af web 2.0 teknologierne, fordi både brugerflader, interaktionsformer og brugernes roller i forhold til digitaliseringen ændres løbende.

Fokus har ændret sig fra” best practice” for brugen af de digitale platforme til måder at tilegne sig / anvende de digitale platforme på. (Sørensen, Audon og Levinsen 2014;48-49)

Evalueringen og overskriften ” bloggen kunne godt bruges mere konstruktivt ” blev omdrejningspunktet for, at jeg sammen med, og i dialog med, de studerende fik talt om brug og barrierer og muligheder..

Hvor meget introduktion behøver studerende have til digitale platforme og brugen af dem – før jeg stiller krav om aktivitet på fx bloggen som platform?

Hvor digitalt indfødte er de studerende egentlig?

Hvilke læringsmæssige barrierer kan jeg risikere at møde?

Mere om det en anden gang. …

Reference: Birgitte Holm Sørensen, Lone Audon & Karinn T. Levinsen: ”Skole 2.0” forlaget KLIM 2014